Antallet af utilfredse kunder hos Konica Business Center i Horsens og Århus er nået op på 40 efter at det er kommet frem, at Konica Minolta har fyret de to lokale forhandlere. Det skriver Horsens Folkeblad. Ifølge avisen er det både små og store virksomheder i området, der føler sig snydt af de to Konica Minolta-forhandlere.
Efter forhandleraftalen blev opsagt sendte Konica Minolta et brev til alle de to forhandleres kunder, og det gav i løbet af torsdag i sidste uge 30 kundehenvendelser sig til Konica Minolta.
I sidste uge skrev CRN, at Konica Minolta havde opsagt deres aftale med de to Business Center i Horsens og Århus, angiveligt efter talrige klager fra kunder til Konica Minoltas danske landekontor. Det fik Konica Minoltas direktør Martin Rahbek til at ville begære de to forhandlere konkurs samt bringe en påstand om, at de to forhandlere havde begået kontraktbrud.
Nu uddyber Konica Minoltas administrerende direktør sin anklage mod de to forhandlere
»Jeg har ikke set noget lignende i de ti år, jeg har været i branchen. Det er ikke helt forkert at sige, at Horsens har fået sine egne to
Stein Bagger-typer,« siger Martin Rahbek til Horsens Folkeblad
Mens Baggers bedrag var vendt mod banker og især leasingselskaber, skal det i Horsens og Århus vært gået ud over kunderne. Ifølge Martin Rahbek har de to forhandlere bedraget kunderne ved at lave fiktive serviceaftaler med kunderne og lave ugyldige kontakter med dem. Alt sammen aftaler, som den lokale forhandler har lavet udenom Konica Minolta og forhandlerens sædvanlige leasingselskaber. Martin Rahbek vurderer, at de to forhandleres leasingmetoder startede i begyndelsen af 2008.
Det fremgår ikke, hvor meget de 40 kopikunder skal have i klemme hos de to forhandlere, men Martin Rahbek har opgjort, at Konica Minolta selv taber et tocifret millionbeløb i manglede betaling.
»Vi undersøger nu mulighederne for at politianmelde de to direktører for bedrageri. Jeg ved også, at nogle af leasingselskaberne har de samme planer,« lyder det til Horsens Folkeblad.
Det har mandag formiddag ikke været muligt for CRN at få en kommentar fra Claus Andersen og Lars Bo Midtgaard.