Miracle med den navnkundige Mogens Nørgaard som direktør, ligger ikke på den lade side. Selskabet, der lever af sin ekspertise i den tunge ende af Oracles database-verden, er vokset til at blive landets største Oracle-partner.
Nu sætter Nørgaard og co. trumf bag væksten, og overtager det meste af Oracle Danmarks kursusafdeling.
I praksis bliver Miracle landets eneste Oracle Approved Education Center. Og mens Oracle selv fortsat vil markedsføre kurserne, så er det Miracle, der står for selve leveringen, kursuslokalerne og underviserne indbefattet.
Kursusvirksomheden, der vurderes at være en forretning i størrelsesordenen ti millioner kroner - omfatter også de øvrige områder, som Oracle gennem sine mange opkøb dækker, blandt andet Siebel CRM.
En lille håndfuld medarbejdere flytter med aftalen fra Oracle til Miracle, der dermed kommer op på en stab på knap 80 personer.
Personalelisten ventes at vokse meget mere, når Miracle Buddyshop lanceres. Denne del af selskabet skal være en base for freelance it-konsulenter, hvis arbejdskraft skal sælges til diverse it-projekter.
Buddy-shoppen bliver et selvstændigt ApS.
Derudover har det ølbryggende it-konsulenthus besluttet at lancere et konferencecenter/værested i det århusianske, et såkaldt Geekhouse, men inden skal Nørgaard og co. lige nå at eksperimentere med det komplette, topsikrede hosting-center, som de glade Miracle-folk har overtaget fra det tidligere FinansSystem, nu Blue Phoenix.
Øllets gode virkning på kreativiteten synes også at blive bekræftet på andre områder, hvor Miracle er aktiv, men skulle kunderne være i tvivl, kan de blot melde sig til sommerens store ølsmagningsdag, hvor firmaet inviteter Gud og hvermand til bryggeribesigtigelse.