Det er ganske vist.
Online-marketing er godt i gang med at køre de gamle annoncemedier som tv og papiraviser i sænk. For marketing på nettet kan spores. Virksomhederne kan på internettet præcist holde annonce-udgifterne op mod, hvor mange nye kunder, de får. Det er guld værd.
Hvorfor i alverden fjernede Facebook så i november firmaets værktøj, som kan spore annoncørernes succes på den sociale tjeneste?
Danskeren Michael Kjeldsen har i et år arbejdet med Facebook-annocering og arbejder i dag ved et dansk onlinemarketingsbureau. Han har et bud:
”Min teori er, at reklamerne performer så dårligt, at de bliver nødt til at skjule det på en måde,” siger Michael Kjeldsen, som har luftet sine tanker på sin personlige blog.
Facebook er skal bevise pris
Facebook har et auktionssystem, hvor annoncørere kan byde på annoncer. Annoncørerne kan ligesom med Googles Adwords vælge at betale pr. klik. Det starter ved seks øre, men prisen er i realiteten ofte omtrent 30 øre pr. klik, vurderer Michael Kjeldsen. I realiteten er det en anelse billigere at købe kliks på Facebook end hos Google, men til gengæld er det mere tvivlsomt, om annoncørerne får den ønskede effekt på det sociale medie, mener han.
Et sporingsværktøj er vigtigt ved køb af annoncer. Annoncørerne skal kunne se, at deres reklamer virker og kradser penge ind, før de gider poste endnu flere penge. Samtidig kan annoncørerne bruge sporingsværktøjer til at vælge de givtige reklamer og fravælge de dårlige. I stedet for Facebooks eget sporingsværktøj må annoncørerne nu eksempelvis bruge Google Analytics. Her kan annoncørerne køre en ”kampagne”, hvor man sporer en bestemt kampagnes trafik ved at putte specielle formularer ind i den URL, som annoncens offer klikker sig ind på.
”Det har gjort det meget besværligt for os,” siger Michael Kjeldsen, som hellere ville bruge Facebooks værktøj, der var i beta, da Facebook lukkede det ned.
”Det var ikke noget fancy, og det var ikke særlig intuitivt, men det fungerede,” siger Michael Kjeldsen.
Facebook er ikke Adwords
Hvad mener Michael Kjeldsen selv om Facebook-annoncer? Underperformer de?
”Jeg har erfaringer, der peger i flere retninger. Man skal segmentere meget og tage højde for en masse ting. Folk skal ikke bare have et budskab smidt i hovedet, men det skal være en win-win situation. Vi kører eksempelvis med, at der skal være en konkurrence eller noget andet gratis,” siger Michael Kjeldsen.
Når han holder en Facebook-reklame op mod en Google-reklame, er det helt forskellige måder at møde brugeren på.
”Ved Facebook sidder du ikke i en købssituation, men i en hygge situation, hvor du ved Adwords ofte har brugeren i en købssituation,” siger Michael Kjeldsen.
Michael Kjeldsen håber på nyt værktøj
I mailen, som Michael Kjeldsen modtog fra Facebooks salgssupport, skriver Facebook-medarbejderen ”Gloria”, at firmaets ”conversion tracking beta product” er skrinlagt.
”Mens vi har lært meget fra beta’en, så er vores fokus ikke på at bygge en full featured conversion tracking tool,” skriver Gloria.
Michael Kjeldsen forstår ikke Facebooks prioritering. Prisen på annoncering på Facebook er dyr, så annoncørerne skal kunne måle effekten, mener han.
”Det kan også være, at der går en måned, og så ligger der et super værktøj. Men jeg har ikke hørt noget om, at der skulle være noget på vej,” siger Michael Kjeldsen.
ComON har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Facebook. Firmaets danske landechef kan ikke udtale sig på vegne af firmaet, og det PR-firma, som han henviste til, har efter en dag ikke meldt tilbage med et svar.