Mens størstedelen af den danske webbranche klør sig i håret over, hvordan de skal leve op til cookiebekendtgørelsen, så smider en dansk annonceboss nu et konkret forslag på bordet.
Nordisk ansvarlig for Specific Media, Michael Chabert, foreslår at benytte sig af en amerikanske brancheløsning, hvor brugerne kan gå ind på en side, tjekke cookies i browseren og derefter fravælge kommende cookies fra bestemte netværk - altså en såkaldt opt out.
"Jeg ved ikke, om dette er den bedste løsning, men det er det bedste jeg har set. Det giver overskuelighed og giver forbrugeren et valg," siger Michael Chabert.
"Jeg ved også, at de i Storbritannien diskuterer lignende løsninger," siger han.
Han henviser til siden http://www.aboutads.info/choices/, hvor websurfere kan tjekke hvilke annoncenetværk, som har lagret cookies i ens browser. Ved at klikke af kan brugeren få lagt en opt-out-cookie, så disse annoncenetværk stopper den personificerede reklamer. Samtidig har brancheinitiativet indført et piktogram, man kan klikke på i et reklamebanner og derved få information om lagring af cookies.
"Det er helt fair, at man får beskrevet, hvad der er god skik. Det byder jeg velkomment," siger Michael Chabert.
Ulempen ved en brancheaftale er, at alle i princippet kan vælge at stå uden for. Men Michael Chabert forventer, at alle bannerudbydere vil vælge at være en del af brancheaftalen og respektere opt-outs, når der indføres en mærkningsordning, som forbrugerne kan forholde sig kritisk til.
"Jeg tror på den selvregulerende adfærd," siger Michael Chabert.
Udkastet til den danske cookie-bekendtgørelse, som efter planen skal træde i kraft den 25. maj, vil stille krav til danske hjemmesider om fyldig information om benyttede cookies og deres formål. Bekendtgørelsen læner sig i store træk op ad det EU-direktiv, som staten seneste den 25. maj skal have implementeret. Hjemmesiderne skal desuden indhente samtykke fra brugeren. Det er uklart, hvordan dette samtykke skal indhentes. Branchen ønsker at lave en fælles model i hele Europa og eventuelt også for USA, men få forventer, at en endelig, fælles løsning vil være på plads den 25. maj.
Løsninger, som har været luftet i branchen, er eksempelvis forskellige former for whitelist/blacklist af cookies og mere avancerede browserindstillinger i kommende browsere.