Hvordan reagerer internet-brugere på langsomme websider med uoverskuelig navigation og irriterende pop-up-vinduer? Britiske forskere fra Social Issues Research Center (SIRC) har udsat 2.500 testpersoner for et rædselskabinet af kiksede hjemmesider og konstaterer nu, at dårligt webdesign faktisk kan være skadeligt for dit helbred.
Blandt symptomerne på det såkaldte »Mouse Rage Syndrome« er forhøjet blodtryk, svedeture og vredesudbrud, der kan få nogle brugere til at smide med musen eller skrige af frustration.
Alle internet-brugere kender problemet; det tager en evighed at hente websiden, mens indholdet drypper gennem bit for bit, det er umuligt at finde rundt i indholdet, og skærmen eksploderer i farverige pop-up-vinduer.
»Brugerne ønsker sig, at alle websider skal have den samme hastighed, funktionalitet og præcision som Google - og det skal være nu!,« hedder det i rapporten fra SIRC.
Testpersonerne blev først præsenteret for en »perfekt« hjemmeside, der var overskuelig og hurtig. Derefter skulle de kæmpe sig gennem en række sites med »skør« grafik og lange load-tider.
En lille del af testpersonerne forholdt sig roligt, mens resten begyndte at vise tegn på stress. Tænderne blev bidt sammen og ansigtsmusklerne fortrak sig i en grimasse.
Og forskerne konstaterer ikke helt overraskende, at brugernes koncentration lider under dette.
Rapporten er bestilt af det britiske hosting-firma Rachspace, der bruger anledningen til at opfordre hjemmeside-ejere til at bruge et enkelt og overskueligt design med fokus på hastighed og tilgængelighed.