Klokken 4:45 onsdag morgen gik der overgang i en blæser i serverrummet på Syddansk Universitet (SDU) i Odense og der opstod røgudvikling.
Rummet er udstyret med detektorer. Vagtfolk og brandvæsen blev derfor hurtigt tilkaldt og fik situationen under kontrol. Serverrummet er nu dækket af sod, men alligevel er man heldig sluppet.
»Vi er i gang med at tørre soden af og alle fiberkabler skal udskiftes. Men soden udviklede sig ikke til syre, som kunne være gået ned i printpladerne,« fortæller netværksansvarlig Jan Pedersen fra SDU til IT-avisen ComON.
Branden har ikke umiddelbart berørt driften af universitetets servere, men der går ifølge Jan Pedersen et par dage inden man har det fulde overblik over skaderne.