Den danske søgemaskine-ekspert Mikkel deMib Svendsen har undersøgt partiernes netaktiviteter i forbindelse med Folketingsvalget, og han fælder en hård dom - partierne opfører sig stort set som analfabeter når det drejer sig om at udnytte søgemaskinernes muligheder for at få kontakt med vælgerne.
Mens politikerne uddeler brocherer, balloner og blomster på gader og stræder er det anderledes svært at finde frem til partierne på nettet, hvis man søger efter bestemte kandidater eller politiske sager gennem søgemaskinerne.
»Næsten alle partier er tilsyneladende enige om, at der skal fokus på it og internet. Når partierne så i samlet flok melder ud, at de vil bruge nettet særligt aktivt i dette valg, synes jeg det er værd at se lidt nærmere på tingene - teste deres ord op imod deres handlinger,« siger Mikkel deMib Svendsen til ComON.
Han arbejder på en rapport om partiernes indsats for at markedsføre sig gennem søgemaskinerne - som han nærmest betegner som ikke-eksisterende. Rapporten tager blandt andet udgangspunkt i det rådgivningsarbejde som den danske søgemaskine-ekspert lavede for Kerry-kampagnen under præsidentvalget i USA sidste år.
Mikkel deMib Svendsen undrer sig over, at partierne vælger at producere dyre multimedie-reklamer til nettet i stedet for at bruge søgemaskinerne til at få kontakt til dem, der selv opsøger information - til en pris, der er væsentlig lavere.
»På internet er der tusindvis af mennesker der søger efter informationer. Min analyse i forbindelse med Kerry-valgkampen viste, at der er en klar tendens til søgning på politiske partier, kandidater og de vigtigste politiske emner. Men alligevel er der ingen af de danske partier som med succes har forberedt en kommunikations-strategi for søgemaskinerne. Der er tilsyneladende ingen som har tænkt på, hvordan vælgerne skal finde informationer hos dem,« siger han.
Søgemaskine-eksperten henviser til, at partierne eksempelvis kunne have forberedt søgebaserede sponsorlinks, som ville sikre at et link til partiets hjemmeside kommer frem på skærmen, når man søger efter mærkesagerne.
»Søgemaskinerne er jo unægteligt der, de internet-brugere som selv har ønsket informationer om dette valg befinder sig. Personligt synes jeg det er en smule paradoksalt, at partierne ikke kan finde ud af at integrere sig med nettet,« slutter Mikkel deMib Svendsen.