Købet af Aqcel, Alpha It og Netdanmark får nu Mondo til at nedjustere forventningerne til 2007. Integrationen af de tre selskaber, der blev opkøbt i løbet af året, har været sværere end oprindeligt planlagt. Det får nu Mondo til at forudsige et resultat før finansielle poster, EBIT på 25-28 millioner kroner. Det er ifølge ledelsen overtagelsen af nogle tabsgivende projekter, der har været dyrere og taget længere tid end forventet. Det har fået Mondo til at nedskrive på projekterne. Desuden har debitorerne været mere flygtige end ønsket, og det har fået Mondo til at afskrive nogle tilgodehavender. Årets omsætning kommer til at ende på 100 millioner kroner.
Den dårlige udvikling i 2007 kommer oveni administrende direktør Anders Christian Andersens hastige exit, som følge af en insiderhandel med selskabets aktier, og Mondos nytegning af aktier, der rejste mindre kapital end først planlagt.
På plussiden er den nye administrerende direktør, Lars Nordenlund Friis, der trådte til i fredags. Han kommer fra en post hos Microsoft som global ansvarlig for softwareforhandlere. Mondos ledelse forventer, at 2008 vil give en omsætning mellem 130 og 150 millioner kroner og et driftsresultat, der igen bliver på plussiden.