Bip bip. Lyden af en sms kan fremover få sydkoreanerne til at ryste i bukserne. Teksten kan nemlig være »Du er anklaget.« Anklagemyndigheden i Sydkorea har netop besluttet, at de fremover vil sende sms til de mennesker, der overtræder lovgivningen. Det skriver Reuters.
Anklagemyndigheden har valgt denne løsning, da omkring 75 procent af befolkningen altid har deres mobiltelefon med sig. Dermed er det mere effektivt end at sende et brev afsted. Tekstbeskeden vil indeholde oplysninger om størrelsen af bøden eller straffen.
»De fleste i Sydkorea har mobiltelefon, og eftersom de juridiske bekendtgørelser ikke når folk øjeblikkeligt med almindelig post, er dette en mere direkte måde at lade folk vide, at de er tiltalt,« siger Lee Young-Pyo, talsmand for anklagemyndigheden til Reuters.
Med anvendelsen af den nye teknologi forventer anklagemyndigheden at spare op mod en million kroner om året i porto.
Sydkoreanerne skal dog tilmelde sig denne tjenesteydelse, før de kan modtage anklager via mobiltelefonen.