RealNetworks har underskrevet en aftale med Intel, som betyder at firmaets populære software til "streaming media", RealPlayer og RealJukebox, bliver distribueret sammen med to nye bundkort.
Aftalen gælder to nye bundkort til desktop-pc'er med Celeron og Pentium III processorer. Den samme CD-ROM indeholder alle drivere til bundkortet, så RealNetworks håber, at brugerne, når de alligevel er i gang med at installere drivere, samtidig vil benytte lejligheden til at installere medieafspilleren.
RealNetworks' største konkurrent, Microsoft, har i lang tid distribueret sin medieafspiller sammen med Windows-operativsystemet, hvilket giver softwarefirmaet en stor fordel overfor nye brugere. Distributionsaftalen med Intel er muligvis et forsøg på at give Microsoft konkurrence ved at sørge for, at CD'en med RealPlayer distribueres med de fleste nye pc'er.
Ifølge RealNetworks' egne tal er omkring 85 pct. af alle "streaming media" filer på Nettet gemt i firmaets format.
(Kilde: CNET)