Microsoft har udstyret sin kommende browser Internet Explorer 9 med en ny funktion kaldet Tracking Protection. Den skal forhindre at websteder kan registrere og følge din færden på nettet. Det fortæller Microsoft i en pressemeddelelse og et blogindlæg.
Den nye funktion er indbygget i den første Release Candidate af IE9, der skulle være klar i begyndelsen af 2011. I midten af september kom den første offentlige betaversion af IE9, som blev opdateret i november.
Nu ser det ud til, at Microsoft vil frigive en næsten færdig Release Candidate i starten af det nye år og den færdige version af browseren kan komme kort tid efter.
Med Tracking Protection kan brugerne oprette lister over websteder, som ikke skal have adgang til at samle data gennem f.eks. cookies. Disse Tracking Protection Lists (TPL'er) kan også lægges ud på nettet. F.eks. kan en forbrugerorganisation distribuere TPL'er med kendte spammere.
Den enkelte bruger skal selv aktive funktionen og kan så tilføje sine egne TPL'er. Man kan installere et ubegrænset antal TPL'er.
Den amerikanske Federal Trade Commission har opfordret softwarefirmaerne til at indbygge ”Do Not Track” funktioner i deres browsere. Det sammenlignes med de "Do Not Call" lister, som også bruges i USA.