Der er endelig nyt om det tredje spil fra udviklerholdet bag Playstation 2-klassikerne ICO og Shadow of the Colossous. En video, der har været vist internt hos Sony i over et år er blevet lækket. Den viser spillet Project Trico, som foregår i samme atmosfæriske univers som de to forgængere.
Team ICO er et Sony inhouse udviklerhold. Deres første spil, der hed ICO, blev fremhævet for den sarte poetiske æstetik og gennemførte kunstneriske vision. I ICO følges man for eksempel det meste af tiden med en pige, som man holder i hånden, og i efterfølgeren Shadow of the Colossous rider man i en endeløs ødemark på udkig efter 16 gigantiske kolosser, der alle synes efterladt i nutiden af en fortid de retteligt tilhørte. Isolationen og ensomheden i det udstrakte landskab gør, at spilleren under vejs udvikler en omsorg for fjenderne, som kun er få spil forundt.
Der er ingen detaljer fremme om det nye spil Project Trico. Men der spekuleres i, at det kombinerer de bedste elementer fra sine to forgængere. I traileren møder en ung dreng en griffin-lignende blanding af en rotte og en ørn.
Musikken i traileren er taget fra filmen Millers Crossing af Coen-brødrene. Sony siger intet, så hvor langt spillet er fra at blive frigivet er uvist. Men det kan være et af de få spil, der sammen med en prisnedsættelse af konsollen, for alvor kan få gang i salget af Playstation 3.
I lighed med spil som Killzone 2, Little Big Planet og Metal Gear Solid kommer det kun til Playstation 3.
Se traileren her.