Efter den seneste fyringsrunde, hvor 250 af teleselskabets medarbejdere måtte gå, har Orange (tidl. Mobilix) valgt at koncentrere sine aktiviteter om mobilmarkedet. Teleselskabet indstiller salget af alle sine fastnetprodukter. Det gælder bl.a. internet-abonnementer, ADSL, fastnettelefoni og data.
"De af vores kunder, som har valgt Orange som totalleverandør kommer ikke til at mærke noget til denne beslutning. Vi vil fortsat leve op til vores kontraktlige forpligtelser og supportere og servicere dem som hidtil", siger adm. direktør Monique Moullé-Zetterström.
Teleselskabet fortæller at man fremover vil fokusere mere intensivt på mobilmarkedet og udvikle nye mobile produkter og tjenester.