Der er strenge regler for at udsende uønsket reklame pr email, men hvis en virksomhed anvender Post Danmark til at sprede deres reklamer, så er der frit spil.
Stort set.
Firmaerne skal blot undlade at sende reklamer til de personer, der er på den såkaldte Robinsonliste. Listen over folk, der har frabedt sig henvendelser fra erhvervsdrivende i afsætningsøjemed.
Det glemte EnergiMidt i stor stil.
Sidste efterår klagede en midtjyde til Forbrugerombudsmanden over, at han havde fået EnergiMidts reklame tryksag ”Så er der underholdning til de mørke vinteraftener” i sin postkasse. Da ombudsmanden gik ind i sagen, viste det sig, at elselskabet har trådt godt og grundigt i spinaten.
EnergiMidt A/S måtte med røde ører oplyse, at blandt de mange modtagere af reklame fra elselskabet var der 16.780 personer fra Robinsonlisten.
Det resulterer nu i en politianmeldelse. Forbrugerombudsmanden varsler også en bøde på cirka 200.000 kroner, hvilket elselskabet har lovet at betale.
Nemt at følge Robinsonlisten
Robinsonlisten har fået sit navn fra Robinson Crusoe og samler de personer, som ikke ønsker at blive kontaktet af virksomheder pr telefon eller post. Danske virksomheder kan gratis få udtræk fra CPR-registret, hvis de vil sikre sig, at deres databaser ikke indeholder personer fra Robinsonlisten, men CPR-registret anbefaler, at man abonnerer på ændringer, så man altid har de nyeste oplysninger fra Robinsonlisten, der opdateres kvartalvis.
Bøden på 200.000 kroner kunne være større, men Forbrugerombudsmanden mener, at EnergiMidt skal have rabat for at hjælpe til opklaringen af sagen, fordi der er taget initiativer for at mindske lignende sager, og fordi der angiveligt ikke er tale om en bevidst overtrædelse.
Det er markedsføringslovens § 6, stk. 3, der beskriver, at det er forbudt at sende reklamer til personer på Robinsonlisten.