På en ekstraordinær generalforsamling i Oslo i fredags vedtog Ementors bestyrelse og Topnordics aktionærer den planlagte fusion.
Fusionen skaber et nyt dansk it-kraftcenter, der kan levere markedets mest omfattende palet af hardware, software, service, installation og drift.
Den nye gigant får over 900 medarbejdere på det danske marked fordelt på afdelinger i landets største byer.
Rent formelt betaler Ementor godt 750 millioner kroner for at erhverve aktierne i Topnordic. Det svarer til 380.378.583 Ementor-aktier.
Det nye Topnordic i Danmark kommer til at bestå af det eksisterende Topnordic samt hele Ementor Danmarks afdeling for it-infrastruktur, service og produkter. I løbet af de næste måneder flytter Topnordic ind i Ementor Danmarks eksisterende bygning i Ballerup
Claus Hougesen bliver administrerende direktør for Topnordic i Danmark samt vicekoncernchef for Ementor-koncernen. Mens Ementor Danmarks administrerende direktør, Carsten Dilling, fortsætter i stillingen som administrerende direktør for Ementors konsulentenhed, som samler alle konsulent- og udviklingsdivisioner og aktiviteter.
Det fusionerede selskab kommer til at operere under begge navne i fremtiden. Ementor-navnet kommer til at stå alene i Norge, Ementor og Topnordic i Sverige og Topnordic i Danmark og Finland.