Flere og flere danskere lægger dele af deres privatliv ud på diverse net-tjenester som Arto, MySpace og FaceBook. Derfor har Forbrugerrådet foreslået videnskabsminister Helge Sander, at der oprettes et decideret 'Etisk Råd for IT-sikkerhed og privacy', som erstatning for IT-Sikkerhedspanelet, der blev nedlagt ved årsskiftet.
»Der er fortsat brug for en uafhængig og slagkraftig instans, der kan udbrede kendskabet til IT-sikkerhed og privacy og rådgive bredt - både virksomheder, myndigheder og borgere,« mener Forbrugerrådets formand, Camilla Hersom.
Videnskabsministeren har allerede foreslået oprettelsen af en særlig IT-sikkerhedskomité, til at løse disse opgaver - men forbrugerrådet frygter, at dette tiltag ikke er tilstrækkeligt, og har derfor overbragt ministeren forslaget om oprettelsen af et IT-Etisk Råd.