Det er ikke kun danske virksomheder som har fået øjnene op for investerings- og ekspansionsmulighederne i Indien. Også de indiske virksomheder er i stigende grad interesseret i at åbne både udviklingsafdelinger og salgskontorer i Danmark. Det skriver Berlingske Nyhedsmagasin.
»De indiske virksomheder er meget aggressive i kampen om de store kunder, og mange af dem arbejder for Ericsson og Nokia. Derfor rykker de tættere på deres kunder i Sverige og Finland, men mange af dem er begyndt at få øjnene op for Danmark, fordi der er nogle andre parametre, som er vigtigere. For eksempel adgang til viden om it og bioteknologi,« siger investeringsrådgiver Shanker Subramaniam fra Invest in Denmark, som er en organisation under Udenrigsministeriet, som arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.
Fra sit kontor i Indiens it-mekka Bangalore er han i øjeblikket i dialog med 15 indiske virksomheder, som overvejer at åbne udviklingsafdelinger i Danmark.
Samtidig har de to indiske softwareudbydere, L&T Infotech og Futuresoft, netop åbnet nordiske salgskontorer i Danmark.
Ifølge Invest in Denmark bliver de indiske virksomheder ofte positivt overrasket over det fleksible danske arbejdsmarked, hvor det er langt lettere at afskedige end det er i nabolande som Tyskland og Sverige, hvis virksomheden slår for stort brød op i starten.