Svigtende salg tvinger nu den kinesiske pc-producent Lenovo ud i en sparerunde, som vil koste mere end hver tiende medarbejder jobbet.
I løbet af de næste to år skal Lenovo spare 1,6 milliarder kroner. Vejen mod det mål er blandt andet brolagt med fyringer, som vil ramme 11 procent - eller mere end hver tiende af de nuværende ansatte.
De 80 ansatte i Lenovo Danmark er ikke fredet.
Pressechef i Lenovo Danmark, Mette Marie Lydert Brorsen, bekræfter overfor ComONs søsterblad CRN, at de kommende nedskæringer vil koste stillinger i den danske organisation, men at det endnu er for tidligt at sætte tal på fyringerne.
»Der er ingen tvivl om, at det kommer til at ramme Danmark, men vi ved endnu ikke, hvor mange af vores kolleger vi må sige farvel til,« siger Mette Marie Lydert Brorsen.
Hun forventer, at der vil være sat navne på fyresedlerne inden 1. april.
Nedskæringerne i Lenovo er udløst af svigtende pc-salg, som allerede er slået igennem i koncernens regnskaber, som i det seneste kvartal viste underskud. I løbet af de næste to år skal Lenovo spare i alt 1,6 milliarder kroner.
Spareplanen bliver annonceret samtidig med at Lenovo i går varslede, at koncernen i december-kvartal vil komme ud med et underskud.
I alt skal 2500 årsværk skæres væk, og fyringerne vil ramme bredt i koncernen. Samtidig bliver lønninger og bonus til cheferne skåret med mellem 30 og 50 procent. Desuden gennemføres forskellige omstruktureringer,som balndt andet koster salgschefen for USA, Scott DiValerio, jobbet. Driften i Kina, Asien og Stillehavsområdet og Rusland samles under en enhed.
Lenovo købte i 2005 IBMs pc-afdeling, og opnåede de næste tre år en voldsom fremgang i regnskaberne. Men i september-kvartal 2008 fald resultatet med 78 procent
Samtidig meldte analysefirmaerne Gartner og IDC, at Lenovo i fra september 2007 til 2008 globalt tabte markedsandele. Det har fået Lenovo-aktierne til at falde med 70 procent over det seneste år. Gårsdagens meddelelse fra Lenovo udløste derudover et kursfald på 20 procent.