Ifølge en undersøgelse, som International Data Group har foretaget, bliver 1999 året, hvor vi for alvor får gjort op med myten om at det primært er mænd der bruger Internettet. I de senere år har man set en kraftig vækst af antallet af kvinder online, og 1999 vil formentlig være året, hvor lige så mange kvinder som mænd vil bruge nettet. Men der er stadig kønsforskelle, når det gælder antallet af timer der tilbringes online. Her bruger kvinder i gennemsnit 7.5 timer om ugen, mens mænd er på nettet i 9 timer. Kvinderne er også generelt mere målrettede i deres Internetbrug, hvor brugen af e-mail og søgning efter helseoplysninger hører til favoritterne, ifølge IDG.