Hvis man forsøger at opdatere sin computer med de seneste rettelser til Windows kan man nemt risikere at lande på et falsk site, hvis man laver en lille stavefejl i adressen. Microsoft har nu fået lukket en række af de falske kopier af Windows Update-tjenesten, men advarer samtidig om at der kan være flere på nettet, skriver Virus112.
»Vi kan desværre ikke gardere os i mod, at andre opretter falske sites, men hvis vi bliver gjort opmærksom på det, så kontakter vi de rette myndigheder og går juridiske veje for at få lukket siderne,« siger sikkerhedschef Kim Mikkelsen fra Microsoft Danmark.
Blandt de sites som er blevet lukket er windowsupdate.microsft.com (uden »o« i Microsoft) samt officeupdate.microsft.com. Microsoft fortæller at man har taget kontakt til myndighederne i de lande, hvor de falske sites er blevet hostet, som herefter har taget skridt til at lukke de falske kopier.
Ifølge Microsoft vil alle større virksomheder før eller senere opleve, at falske kopier af deres hjemmeside dukker op på nettet. Kim Mikkelsen anbefaler at man bør bruge almindelig sund fornuft når man klikker på web-links.