De tre millioner Blackberry-brugere i USA kan nu ånde lettet op. En dommer afviste fredag at udstede et fogedforbud mod tjenesten i en igangværende patentsag mellem Blackberry-selskabet Research in Motion (RIM) og konkurrenten NTP. Afgørelsen fik med det samme RIM's aktier til at stige med over 12 pct.
NTP havde ellers anmodet retten om at nedlægge et fogedforbud mod Blackberry. Men RIM har argumenteret med, at en pludselig lukning af tjenesten kan true den nationale sikkerhed, fordi Blackberry-terminalerne blandt andet bruges af politi og andre myndigheder.
NTP mener at Blackberry-platformen krænker fem af firmaets patenter og har tidligere fået tilkendt en erstatning på 23 millioner dollar. Selskabet forsøger nu at få erstatningen hævet til 126 millioner dollar, men dommeren har endnu ikke taget stilling til dette krav.
Research in Motion's advokater argumenterer med, at to af de fem patenter allerede er erklæret ugyldige af det amerikanske patentkontor, mens de resterende tre ventes at blive afvist inden længe. Men også selvom patenterne bliver annulleret, kan NTP alligevel beholde den erstatning den allerede er udbetalt.