IT- og Telestyrelsens seneste målinger af hastigheden på internetforbindelser viser at der kun er små forskelle mellem de danske internetudbydere. TDC, Cybercity og Debitel klarer sig bedst og er i praksis lige hurtige på alle tidspunkter af døgnet, men afstanden til andre internetudbydere som Tele2, Telia og Tiscali er meget lille.
På baggrund af målingerne konkluderer IT- og Telestyrelsen, at valget af internetudbyder bør afhænge af andre faktorer end hastigheden - f.eks. prisen.
Målingerne omfatter kun modemforbindelserne over det almindelige telefon og ISDN, ikke bredbåndsforbindelser.
Hos IT- og Telestyrelsens Internetkvalitetsguide kan man hente et program, som kan bruges til at måle, hvor hurtig ens egen internet-forbindelse er.