Hot ser Nissans Altima ud, men signaler fra mobilen kan forhindre den i at starte.
Er din bil af nogenlunde nyere dato, så kan du sikkert låse din bil ved et enkelt tryk på den elektroniske nøgle. Det er såmænd ganske smart, men hvis du ejer en Nissan-bil af mærket Infiniti G35 eller Altima, så gør du klogt i at slukke mobilen, hvis du har den med i bilen.
Signaler ved opkald til mobilen skulle kunne ændre koden i det elektroniske nøglesæt.
Nissan vil ikke ind på de specifikke detaljer omkring problemet, men Kyle Bazemore, Nissans talsmand siger til Reuters :
»Vi har opdaget, at hvis I-Key rører ved en mobiltelefon, samtidig med at der kommer et indgående eller udgående opkald, så kan det potentielt set ændre den elektroniske kode i vores I-Key. Det betyder, at bilen ikke kan starte, og vi har ikke mulighed for at omprogrammere nøglen.«