TDC's kabel-tv-selskab, YouSee, er nu parat til at tilbyde tv via fibernet i Nordsjælland. Det sker over de forbindelser, som Dong tidligere ejede, men nu er solgt til TDC.
"Siden overtagelsen har vi i YouSee arbejdet intensivt på at blive klar til at tilbyde vores produkter på fibernettet. Der er fortsat mange områder i Nordsjælland, hvor det traditionelle kabel-tv-net ikke dækker, og vi har fået rigtig mange henvendelser fra folk, der har spurgt til, hvornår vi kan levere på fibernettet i stedet. Det kan vi nu," siger Niels Breining, administrerende direktør YouSee, i en pressemeddelelse.
Fiberkunderne vil få tilbudt nøjagtig de samme produkter, som YouSee tilbyder på kabel-tv-nettet, det vil sige tv-pakker med en blanding af analoge og ukrypterede digitale kanaler, som man kan se uden krav om digital boks eller kort.
"Det er et meget bevidst valg. Vi ønsker at tilbyde et tv-produkt, som er lige så enkelt og fleksibelt, som det man kender på kabel-tv. For os er fibernettet blot endnu leveringsvej ud til kunderne," siger Niels Breining.
Prisen på de enkelte tv-pakker og bredbåndsprodukter bliver de samme som på kabel-tv-nettet. Dertil kommer dog et særligt fibertillæg på 99 kroner per måned, som dækker den løbende ekstra udgift for at være tilsluttet fibernettet.
Fibernettet passerer over 100.000 husstande i Nordsjælland, som i dag ikke har mulighed for at modtage kabel-tv fra YouSee. De fleste af disse husstande mangler dog stadig den sidste strækning fra fiberkablet under fortovet og ind til huset. Det koster 3595 kroner eksklusiv gravearbejde på egen grund at få lagt fiber ind i huset fra fortovet, oplyser TDC til ComON. Kunden kan selv vælge at finde skovlen frem og grave på egen grund for at spare penge.
Det koster 595 kroner at oprette kabel-tv, hvis der i forvejen er lagt fiber ind i huset.
Ingen forhøjet båndbredde
YouSee vil ikke tilbyde højere båndbredder på sine internet-produkter som følge af af fibernettet. Det er stadig 50 Mbit, der er øverste grænse, hvis man vil have bredbånd fra YouSee - fiber eller ej.
"Vi fortsætter med vores eksisterende internetprodukter ind til videre uden ændringer," siger pressechef Ib konrad Jensen.
YouSee's kampagne rammer i første omgang cirka 11.000 husstande i bl.a. Måløv, Birkerød, Gentofte, Lyngby, Rødovre med flere. Herefter følger gradvist flere og flere områder.