Jaron Lanier
STYLE="position:relative; top:0; left:0; height:0; width:69;
filter:revealTrans(duration=3.0, transition=0);">
Jaron Lanier er et menneskeligt multimedie. Forsker, musiker, visuel kunstner og forfatter er blot få af
de prædikater, man uden problemer kan hæfte på den fremsynede amerikaner. Hans banebrydende
arbejde på områder som Virtual Reality og netværksbaseret kommunikation har gjort ham til en af de
helt store teknologiske guruer. Lanier opfandt begrebet Virtual Reality og startede den industri, der
markedsfører virtuelle verdener på et kommercielt plan. Han opfandt de grafiske kroppe, der er blevet
uundværlige i de virtuelle chat-systemer, og deltog i de første succesfulde forsøg med kirurgiske
fjernoperationer. Han var en af de første der skrev for det amerikanske kultblad Wired. Lanier har
aldrig mistet sansen for det kunstneriske - han har udgivet flere musikalbum og produceret adskillige
film. Flere af hans interaktive elektroniske kunstværk udstilles lige nu på Museet for Samtidskunst i
Roskilde.
I et eksklusivt interview fortæller Jaron Lanier, i hvilken digitale himmelsretning
udviklingen vil føre os fremover.
Interview
Klik på spørgsmålet for at læse Laniers svar.
Lanier: Der er flere komponenter. Et aspekt er den måde du præsenterer en computersimulation overfor
brugeren. I en konventionel simulation, som f.eks. en flysimulation, overbringer du kun en del af
oplevelsen. Flysimulationen viser kun, hvad du ser ud af vinduet. Virtual Reality går derimod ud på at
skabe et universelt simulationssystem, der ikke begrænser brugeren, og prøver at fylde alle de
menneskelige sanseorganer med alle de stimulanter, som hører med til den reelle oplevelse.
Selvfølgelig er det umuligt at nå dette mål, men vi prøver at komme så tæt på som muligt. Men der
findes et andet vigtigt aspekt, nemlig sociale simulationer, altså at man har mere end en person i
simulationen samtidig. Så snart du har flere deltagere samtidig skal de have kroppe, så de kan se
hinanden, de skal kunne opfatte deres egen krop, og deres egne kroppe skal spille en rolle i den måde
de behandler andre ting.
Lanier: Potentielt ja. Der er flere grunde til at bruge grafiske kroppe. Min primære interesse ligger i at
udnytte et aspekt af den menneskelige opfattelse, nemlig det faktum at det centrale motoriske system er
meget fleksibelt når det gælder kroppen. Det betyder faktisk, at du kan præsentere det for en radikalt
anderledes krop, og hjernen kan stadig kontrollere den. F.eks. kan du forvandle dig til en giraf i den
virtuelle realitet og stadig bevæge dig som en giraf. Det er vigtigt fordi der er talrige fordele når man
forvandler sin egen krop, det kan f.eks. føre til mere intuitive og praktiske brugerflader for fjernstyrede
kirurgiske instrumenter, og meget andet. Men det er vigtigere for mig, at det har at gøre med måden at
udtrykke sig på i Virtual Reality. Mange mennesker tror fejlagtigt at vi skal fokusere på omgivelserne
når vi designer virtuelle verdener, som f.eks. det rum du bevæger dig rundt i. Men jeg mener, at det
afgørende er at du kan omdanne din egen krop. Men for at vende tilbage til dit spørgsmål, ja, mange
avatar-kroppe er temmelig grimme.
Lanier: Det er et reelt problem, men fejler ligger ikke i nettet, men i VRML-standarden, som er meget
dårlig. Og det er et alvorligt problem. Desværre er den nuværende VRML-standard slet ikke god nok
til at skabe tilfredsstillende virtuelle verdener, og derfor ser man heller ingen praktiske eksempler. Men
Internet kan sagtens bruges til at overføre og koordinere virtuelle verdener i høj kvalitet. Det har jeg
gjort flere gange, men ikke med VRML.
Lanier: Normalt, hvis du ønsker at præsentere informationer som de ofte ses på hjemmesider, f.eks. om
dig selv eller ideer, så tror jeg at det todimensionelle domæne er meget magtfuldt. Det skyldes, at
mennesker er tredimensionelle væsener, og derfor er vi en dimension højere end to, hvilket betyder at vi
kan skabe os et overblik. Og det er godt for os at have en højere position når vi skal gennembladre den
slags informationer. Der findes undtagelser, f.eks. når det drejer sig om informationer indenfor
arkitektur, medicin eller astronomi. I så fald er det tredimensionelle domæne kritisk, men det henrører
fra informationernes beskaffenhed. Men jeg mener ikke, for eksempel, at romaner skal overføres i
tredimensionelt format. Det ville være absurd. Men grunden til at beskæftige sig med det
tredimensionelle format er ikke så meget at erstatte de todimensionelle ideer, som startede med
Gutenberg, men at udnytte nye muligheder for at udtrykke sig.
Lanier: Slet ikke. Ikke engang tæt på. Hvis du vil se en computer, der kan præsentere en tredimensionel
verden, så skal du kigge på et af mine udstillingsobjekter i Roskilde, som kaldes Time-Accelerated
Paytank. Den kører på en specialiseret computer fra Silicon Graphics. Når du ser på den står det klart,
at dette er noget som en PowerPC eller MMX-maskine slet ikke kan klare. Men sagen er jo, at
computere bliver hurtigere og hurtigere hvert år, så det er bare et spørgsmål om at vente.
Lanier: Internet er en opfindelse der har lært os nogle nye ting om den menneskelige natur. Vi har lært,
at mennesker faktisk er gode nok til anarki under de rigtige omstændigheder. Dette er ekstrem vigtigt,
og noget vi ikke vidste før. Før Internet troede man, at et stort antal mennesker under ingen
omstændigheder kunne samarbejde for at skabe noget, simpelthen fordi de havde lyst til det. Nu, med
World Wide Web, har vi set det endelig bevis på at, under de rigtige omstændigheder, mennesker er i
stand til at koordinere med hinanden for at skabe noget som de selv vil - uden planlægning, overtalelse,
reklame, penge eller tilskyndelse fra myndighederne. Og derfor er det den vigtigste nyhed omkring
Internet. Det er meget vigtigt at bemærke, at World Wide Web voksede sig stort, før firmainteresser
blev involveret. Firmaerne kom bagefter. Mit håb for fremtidens Internet er at, nu da vi har opdaget et
sted hvor mennesker er gode nok til anarki, vi kan bevare det i denne ånd, og ikke tilintetgøre det ved
at forvandle det til noget, der reflekterer et mere pessimistisk syn på menneskets natur.
Lanier: Jeg opfandt datahandsken sammen med Tom Zimmermann, der nu arbejder for IBM. Der
findes jo hele kropsdragter. Jeg tror faktisk, at den første kropsdragt blev præsenteret helt tilbage i
1983. De kaldte den en datadragt. Der findes mange opgaver hvor det ikke er vigtigt, om du bruger
hele kroppen. Hvis du arbejder med informationer der primært består af tekst, så er der ikke nogen
særlig grund til at benytte hele hånden eller kroppen. Men, grunden til at betragte hele kroppen er at
hjernen er optimeret til at fungere med hele kroppen. F.eks. kan man tage en pianist der improviserer
med sit klaver, og finder på nye musikalske ideer som er så komplekse, at han bagefter skal bruge
meget tid på at finde ud af, hvordan han gjorde. I det eksempel sker der det, at hjernen og kroppen
sammen er klogere end hjernen alene. Jeg mener at der findes en form for intelligens, som mennesker
kun har adgang til når de bruger hele deres krop. Derfor mener jeg at fremtiden for kropsrelateret
udstyr er vigtig, selvom de nok ikke kommer til at erstatte mere abstrakte former som f.eks. at pege
eller klikke.
Lanier: Ja, jeg mener den er meget vigtig, og jeg har altid ment at dette vil være fremtiden for Virtual
Reality. Når vi ser på Augmented Reality så sker der det, at virtuelle objekter placeres i de fysiske
omgivelser. Så f.eks. kan du vandre ned af en gade, og brillerne tilføjer nye stengargoyler til toppen af
bygningerne eller et springvand til markedspladsen. Der er to grunde til, at dette er vigtigt. Der er den
praktiske, f.eks. at du kan lære nogen at reparere en motor ved at vise dem foran den rigtige motor
hvordan de skal gøre, eller hjælpe dem med at finde vej i et stort indkøbscenter ved at vise dem hvor de
skal gå, osv. Men det vigtigste for mig er, at dette præsenterer helt nye muligheder for udforskningen af
menneskelige udtryksmåder, og har enorme implikationer for den måde vi koordinerer sammen som et
samfund på et stykke land.
Lanier: Det er en gennemsigtig vandseng med lys, der stråler op gennem den, og billeder. Hvis du
lægger dig på den og kigger op, ser du dig selv i et spejl. Bevæger du dig vil du bemærke, at du
interaktionerer med billederne. Det føles som et flyde på lys og udøve kontrol på billederne gennem
dine bevægelser.
Lanier: Det kommer til at tage mere end ti år, før Virtual Reality teknologien er fuldt udviklet, og det
skyldes at der kræves meget kraftigere computere og gennembrud indenfor andre teknologier, f.eks.
sensorer. Nogle dele af kæden af teknologier, der kræves for gode virtuelle verdener, vil sikkert
allerede være fuldt udviklede om ti år, og jeg mener at kunne sige at indenfor ti år vil Virtual Reality
være mere brugervenlig og tilgængelig hjemmefra eller fra offentlige steder. Spørgsmålet er om de
virtuelle verdener vil være gode nok til at være interessante. Kan du f.eks. forestille dig at de
oprindelige opfindere af fjernsynet kunne se nogle af ting, der sendes i dag i fjernsynet? De ville nok
begå selvmord! Derfor er det ikke virkelig vigtigt, om teknologien er klar, men hvad den bruges til. Jeg
slås dagligt for at fremme de bedste ideer for menneskelig Virtual Reality, og jeg vil bruge hver eneste
celle i min krop for at sikre, at Virtual Reality og Internet ender bedre end fjernsynet gjorde.