Programmørerne er en af de grupper, som mærker krisen i IT-branchen hårdest. Et privat firma har derfor lanceret en jobportal specifikt til programmører, for at hjælpe de mange ledige kodehajer ud i nye job, efterhånden som situationen forbedres.
Portalen, www.programmoer.dk, henvender sig til programmører, og virksomheder, der søger programmører - og det er netop det, som CM Network, der står bag, mener adskiller programoer.dk, fra andre jobdatabaser på Internettet. Fra før at risikere at ens annonce drukner i mængden og ikke rammer sin målgruppe, kan programmoer.dk give sikker træfgaranti, lover firmaet.
Servicen er som udgangspunkt gratis at bruge for alle, og nye annoncer kan hurtigt oprettes ved at følge en let forståelig guide.
Programmoer.dk er bygget op i en række grundlæggende kategorier, som opfylder ethvert behov, hvad enten man er virksomhed eller privat. Her kan man som programmør både finde freelancejobs, fuldtidsjobs eller frivilligt arbejde, ligesom virksomhederne har tilsvarende muligheder.