I går, søndag, var det den internationale "Talk Like A Pirate Day". Det hjalp ikke Piratpartiet. Det var yderst få svenskere, der besluttede sig for at röste på de svenske pirater ved valget til Riksdagen.
De svenske pirater fik så få stemmer, at de var blandt de 1,4 procent som "øvrige partier" fik i valgmyndighedens foreløbige oversigt.
"Set indefra føles det desuden vældig uretfærdigt. Vi havde en meget bedre valgkampagne nu end i 2009 (for ikke at tale om 2006). Vi var synligere, mere aktive og mere rutinerede end de forrige gange, og fremfor alt var vi mange flere," skriver Piratpartiets svenske medlem af EU-Parlamentet, Christian Engström, på sin blog.
Han blev valgt ind i EU-Parlamentet med lidt over syv procent af stemmerne ved valget i juni 2009. Dengang blev partiet blandt andet båret ind i parlamentet på en utilfredshed over FRA-loven, Sveriges omfangsrige overvågningslovgivning. Sverige har en spærregrænse på fire procent til Riksdagen, hvilket kan skræmme vælgerne, fordi de risikerer, at stemmen går tabt, hvis partiet ikke når over målet. I Danmark er spærregrænsen to procent.