Adobe går rettens vej for at forhindre Macromedia i at lancere Flash 5.0. Ifølge Adobe har Macromedia tyvstjålet dele af en copyright-beskyttet brugerflade, den såkaldte "tabbed palette", der gør det muligt at skifte mellem emner i en og samme palette via faneblade. Det skriver nyhedstjenesten digi.no i dag.
Adobe fik i august 1996 patent på "tabbed palette" brugerfladen. Adobe mener, at Macromedia har kopieret "tabbed palette" teknologien og brugt den i programmet Fireworks 3, der følger med Flash. Men Macromedia bestrider patentet og kalder det ugyldigt og umuligt at håndhæve.
Sagen har i princippet verseret siden patentet blev godkendt i 1996, hvor Macromedia første gang underkendte patentet. I maj sidste år gentog Macromedia sine holdninger, da Adobe tog kontakt med firmaet. I år skal det afgøres ved retten.
(Kilde: digi.no)