Ifølge den danske produktchef for Dynamics, Per Christensen, bliver det først i løbet af 2012, at Microsoft lancerer ERP-programmerne Dynamics i cloud-versioner.
Tidligere på ugen rapporterede flere medier ellers fra Microsofts årlige Convergence-konference i Atlanta, at Microsoft allerede til august ville være klar med ERP i skyen. Ifølge rapporterne ville Microsoft lægge ud med en cloud-version af Dynamics AX, men det er ifølge Per Christensen heller ikke korrekt.
»Det bliver først i løbet af kalenderåret 2012, at vi frigiver en cloudversion af et Dynamics-produkt, og det bliver Dynamics NAV (det tidligere Navision, red.), der kommer først,« siger Per Christensen.
Lanceringen af Navision i skyen vil være verdensomspændende, men vil blive fulgt op af cloud-udgaver af andre Dynamics-produkter, oplyser han.
Microsofts planer om ERP i skyen er tilsyneladende blevet stablet på benene i en fart. Per Christensen fortæller, at han har kendt til planerne i en måneds tid, men at hovedkvarteret i Redmond generelt har holdt kortene meget tæt til kroppen.
I mandags sagde topchefen Steve Ballmer angiveligt, at den fremtidige satsning på ERP i skyen også vil omfatte »smarte« mobile enheder, men ifølge Per Christensen omfatter det ikke integration af Dynamics-software med Microsofts mobilstyresystem Windows Phone 7.
»Når vi snakker mobile løsninger er det fortsat et partneropgave at lave løsninger til Windows Phone 7, og der kommer ikke noget initiativ fra Microsofts side i forhold til mobile løsninger,« siger Per Christensen.