Udbudet gælder rammekontrakten for salg af pc'er til det offentlige. Kontrakten, som netop været i begrænset udbud, træder i kraft 1. januar 2005.
14 danske IT-virksomheder har givet bud hos SKI og kontrakten forventes at indbringe en omsætning for de heldige leverandører på 1 millard kroner årligt frem til 2007.
"Der var i alt 16 virksomheder, som ønskede at byde, så der var mange, som levede op til kravene i udbudsbekendtgørelsen," oplyser Claus Krüger fra SKI.
Det kræves blandt andet, at pc-leverandøren skal kunne levere et bredt sortiment, til laveste dagspris plus en volumenbestemt rabat.
SKI er i princippet ligeglad med forhandlerens størrelse eller rolle i IT-kanalen - blot kravene i bekendtgørelsen er overholdt. Men skal de små forhandlere have en chance, må de slå sig sammen, erkender Claus Krüger.
"De mindre forhandlere kan enten gå sammen og byde i et konsortie eller indgå i et samarbejde med en større forhandler,"oplyser han.
Ingen små spillere var dog blandt vinderne ved sidste udbud på rammekontrakten for tre år siden. Her var leverandørerne HP, IBM, Dell, JAI, Ementor, TopNordic, Fujitsu Siemens, Fujitsu Services og Steria.
Med "bredt sortiment" menes der at udbyderne skal kunne levere inden for følgende kategorier:
bærbare, stationære, servere, storage, lavenergi skærme og serviceydelser.
Salg af serviceydelser - også på hardware - hører under en anden rammekontrakt, som kommer i særskilt udbud hos SKI.