Britiske Radiohead er på vej med sit syvende album, som nu kan forudbestilles over nettet. Det usædvanlige er, at det er kunden selv, der bestemmer prisen. På bandets hjemmeside kan det nye album »In Rainbows« både bestilles som en disc-box med en masse bonusmateriale for 40 britiske pund og som internet-download.
Hvis du vælger at bestille musikken som download, kan du selv udfylde prisen. I stedet for en fast pris, kommer et spørgsmålstegn frem på skærmen, og klikkes det, kommer beskeden »It's up to you« og et nyt spørgsmålstegn. Klikker du også dette, kommer teksten »No really. It's up to you«.
Radiohead har tidligere afvist at sælge sin musik gennem iTunes, angiveligt fordi man kun ønsker at sælge hele album og ikke enkelte musikstykker.
Og nu har bandet altså valgt en meget utraditionel distributionsmodel, hvor det er brugerne selv, der bestemmer, hvor meget musikken er værd.