Trådløse netværk har medført lidt af en kulturrevolution i Microsofts danske kontor i Hellerup. Det fortæller Thomas Schnegelsberg, der er chef for Information Worker divisionen hos Microsoft Danmark.
»Ved at bruge trådløs teknologi har Microsoft opnået forøget effektivitet og produktivitet for medarbejderne,« siger Thomas Schnegelsberg til ComON.
Microsoft Danmark er indrettet som et åbent kontorlandskab, hvor selv ikke den adm. direktør har sit eget kontor. Når medarbejderne skal mødes eller tale i telefonen kan de bruge mødelokaler og cafe-miljøer.
Fastnet-telefonerne er i forvejen afskaffet til fordel for mobiltelefoner, hvor alle medarbejdere har både et internt og eksternt nummer.
Det næste skridt er at give medarbejderne mobil adgang til internet med deres bærbare computer og et trådløst netværk i hele kontoret.
»Pc'en er blevet et aktivt værktøj for medarbejderne, fordi vi nu har trådløst netværk i alle vores mødelokaler. Hvis man får brug for en information under et møde kan man straks slå det op. I stedet for at vente til den næste dag, hvor det sandsynligvis går i glemmebogen,« siger Thomas Schnegelsberg.
Han erkender dog, at den trådløse internet-adgang ofte kan være et problem under store møder, hvor deltagerne fristes til at tjekke deres e-mails og surfe på internet fremfor at lytte til foredragsholderen på podiet.
»Det fungerer fint hvis du har højest 8-10 personer i et møde - så er der ingen, der kan sidde og gemme sig bag ved skærmen og undlade at deltage i diskussionen,« siger Thomas Schnegelsberg.
Microsoft fremhæver ikke overraskende samspillet mellem trådløse netværk og firmaets egen kontorpakke Office 2003 som den optimale løsning for at opnå større produktivitet på kontoret.
Firmaet har netop annonceret en ny desktop-klient, Istanbul, som skal forene instant messaging, videokommunikation og ip-telefoni. Thomas Schnegelsberg bekræfter, at Microsoft lægger store kræfter i at gøre det lettere og mere simpelt at kommunikere.
»Du skal ikke tænke over, at der ligger mange forskellige produkter og teknologier bag de kommunikations-funktioner, som du bruger i det daglige,« siger han.