Inden sommer får alle brugere af kabel-tv i Ishøj Kommune tilbudt IP-telefoni over bredbånds-forbindelsen. Det bliver gratis at ringe til andre bredbånds-brugere i kommunen og billigt at ringe eksternt. Det fortæller Dagbladet Børsen.
Ydelsen bliver i samarbejde med Ishøj Kommune leveret af virksomheden Arrownet, der i dag leverer bredbånd til 4.700 ud af de 9.000 husstande i Ishøj Kommune. Arrownet ejer teleselskabet A+ Telecom og leverer desuden bredbånd til 62 frie antenneforeninger. Administrerende direktør for Arrownet, Henrik Lind, siger til Børsen, at han i det kommende år forventer en stor vækst indenfor IP-telefoni og de servicer, der er knyttet dertil.
110 Ishøj-borgere tester i dag IP-løsningen, og Arrownet forventer at kunne sende tilbud ud til samtlige kabel-tv brugere inden sommer. På markedet for IP-telefoni til private findes også Dansk Bredbånd og andre firmaer forventes at følge trop.