Et dansk teknologi-firma med rødder på Aalborg Universitet skal hjælpe astronauter med at beholde deres fysiske form under rumrejser. Firmaet AnyBody Technology udvikler træningsprogrammer og fitness-maskiner til brug ombord på rumfærger.
»At være udstationeret på en rumstation svarer næsten til at være i koma. Man får ikke rørt musklerne som normalt, og derfor sker der en hurtig nedbrydning af kroppen. Og da tyngdekraften er langt mindre derude end på jorden, kan man ikke bare bruge almindelige træningsmetoder og redskaber nede fra det lokale motionscenter,« siger business manager Casper Gerner Mikkelsen fra AnyBody Technology.
Problemet bliver endnu større under længere rumrejser, f.eks. til Mars, hvor den fysiske formåen reduceres helt uundgåeligt, når de kommer ud i det helbreds-fjendtlige tyngdefrie miljø.
»Hvis man vil flyve til Mars, vil astronauterne formodentlig være uhelbredeligt syge og invaliderede, når de kommer frem, fordi de har tabt en stor del af deres muskel- og knoglemasse. Hvis de har kræfter til at bære sig selv, vil deres knogler knække, første gang de sætter benene på planeten. For at undgå den situation er man nødt til at træne kroppen undervejs. Men det er meget svært at designe øvelser og udstyr, der kan narre knogler og muskler til at tro, at de befinder sig i et tyngdefelt. Det kan vores teknologi forhåbentlig hjælpe med,« siger professor John Rasmussen fra Aalborg Universitet.
Selskabet har blandt andet udviklet software som gør det muligt at simulere menneskekroppens opførsel under skiftende fysiske forhold. I det konkrete projekt er det blevet brugt til at udvikle en ro-maskine til astronaut-træning. Men teknologien kan også komme patienter med knogleskørhed og andre svækkelser til gode. Knoglenedbrydning er en almen og svær lidelse blandt mange ældre mennesker.