Microsofts omfattende HoloLens-satsning synger på allersidste vers.
Efter at have været en af selskabets førende satsninger indenfor ’augmented reality’ og ’mixed reality’ siden 2016, trækkes stikket ny for den gren af Microsofts hardware-forretning.
Det står klart efter at selskabets chef for mixed reality, Robin Seiler, i denne uge oplyser, at man opgiver hardware-udvikling af HoloLens, skriver tech-mediet The Verge.
Mens det nyeste headset i familien, HoloLens 2, ikke får nogen afløser, vil det dog fortsat understøttes i et par år lyder det.
”Vi bevæger os væk fra hardware udvikling, men vil fortsætte med at yde support til HoloLens 2 hardware og software til og med 2027,” lyder beskeden.
Militær forgrening
Microsofts forgrening af HoloLens til militære formål, det såkaldte Integrated Visual Augmentation System (IVAS), vil dog leve videre hos den amerikanske forsvarsvirksomhed Anduril Industries, som overtager udviklingen.
"IVAS-programmet repræsenterer fremtiden inden for missionsledelse, hvor teknologi og menneskelige ressourcer kombineres til fordel for soldater behov på slagmarken," siger Palmer Luckey, stifter af Anduril Industries.
"Det ultimative mål er at skabe et militært økosystem, hvor teknologi fungerer som en forlængelse af menneskeligt potentiale. Ved at give soldater de værktøjer, de har brug for til at træffe hurtigere og smartere beslutninger, bygger vi en fremtid, hvor teknologi og menneskelig opfindsomhed går hånd i hånd for at sikre missioners succes."
Fortsat fokus på MR
Det lød allerede tilbage i oktober 2024 at man hos Microsoft vil skrinlægge den videre udvikling af HoloLens 2, mens der igennem de seneste år er blevet indstillet flere tiltag indenfor virtuel og mixed reality.
Men mens Microsoft endegyldigt opgiver HoloLens hardware og en række øvrige satsninger på området, lyder det at der fortsat vil arbejdes med mobil og tredjeparts-løsninger på området.
”Vi vil fortsætte med at investere i mixed reality-muligheder med førstepartssoftwareløsninger og -tjenester, samarbejde med det bredere mobiltelefon- og mixed reality-hardwareøkosystem,” lød det for et halvt år siden fra selskabet.