De helt unge gider ikke tale i telefon længere – de vil hellere kommunikere per sms eller chatte på nettet. Sådan er situationen i hvert fald i USA. En aktuel rapport fra analysefirmaet Nielsen viser at aldersgruppen under 18 år sender ikke færre end 2.779 sms-beskeder om måneden i gennemsnit. Denne aldersgruppe sender næsten fem gange flere sms'er end antallet af taleminutter om måneden.
Aldersgruppen mellem 18 og 24 år sender kun halvt så mange sms'er om måneden, men taler til gengæld meget mere i telefon. Men det er først de 24-35 årige, som har flere taleminutter i gennemsnit om måneden end antallet af sendte sms-beskeder.
Det generelle mønster bekræftes i en artikel i avisen Washington Post, som ser nærmere på at de unge ikke gider tale i telefon længere. De vil hellere benytte forskellige former for asynkron kommunikation – som sms eller e-mail – eller kommunikere per internet-chat.
En af forklaringerne er ifølge avisen, at de unge opfatter det som uhøfligt at ringe og optage andre folks tid. En telefonsamtale kræver din fulde opmærksomhed, mens du stadig kan lave andre ting når du læser en sms-besked. Mange unge sender først en sms-besked og spørger, om de må ringe på et bestemt tidspunkt, inden de foretager et telefonopkald.
Og derfor har den unge generation altså fået et markant anderledes brugsmønster end deres forældre, som opfatter det som helt naturligt at tage telefonen og ringe til venner og familie. Mange ældre undrer sig over, at de unge ikke gider ringe tilbage – men det er altså helt naturligt, fortæller en ekspert til avisen.
”En studerende fortalte mig at der går dage før hun ringer tilbage til sine forældre og de troede at hun gjorde det, fordi hun ikke vil snakke med dem. Men de forstod det bare ikke. Det er mediet. Med e-mails sidder du ved computeren og skriver. Et telefonopkald kræver at du afsætter en bestemt tidsblok til samtalen,” siger professor Deborah Tannen fra Georgetown University.
Det kunne se ud som om, at telefonsamtalen – ligesom papirbrevet – måske er på vej til at blive en saga blot.
Men det er nok for tidligt at spå om telefonsamtalens død. Hvis man kigger på den danske telestatistik, så er antallet af samtaleminutter i fastnettet faldet ganske betydeligt i de senere år. Men samtidig stiger omfanget af ip-telefoni og der tales også mere over mobilnettet.
Så det er ikke muligt at påvise en klar tendens til, at der tales mindre i telefon end tidligere - endnu.