Mange forventer at dagens aviser og bøger bliver erstattet af elektronisk papir, og selvom det stadig er fremtidsmusik, så har firmaer som E-Ink i flere år solgt en form for e-papir, der blandt andet kan bruges til dynamiske prisskilte i supermarkeder. Nu har E-Ink så lanceret en ny generation af sit papir, kaldet Vizplez, der er forbedret på en række punkter.
E-Ink fortæller at papiret nu kan vise otte i stedet for kun fire gråtoner, og papirets indhold kan nu opdateres på 740 millisekunder mod før 1200 ms. Desuden skulle papirskærmen være 20 procent lysere end forgængeren.
Fra efteråret vil E-Ink tilbyde TFT-paneler baseret på den nye teknologi sammen med firmaet Primeview. De små paneler har en diameter fra 1,9 til 9,7 tommer og egner sig eksempelvis til mobiltelefoner og mp3-afspillere. Den tidligere generation fandtes kun i én display-størrelse, 6-tommer.