Over tre dage har computeren Watson udkæmpet en kamp i spørgeprogrammet Jeopardy. Nu er slaget afgjort og med et sviende nederlag til spillerne af kød og blod.
Watson vandt overlegent og kan nu donere hovedpræmien på en million dollars til velgørenhed.
Se finalerunden i videoen under artiklen.
Watson er en supercomputer. En samling af servere der leverer maskinkraft til IBMs kunstige intelligens. IBM forklarer anatomien bag Watson her.
Helt fejlfri var Watson dog ikke. Han havde en mærkelig tendens til at satse på skæve beløb, han svarede flere gange forkert, og så kom det frem, at han ikke kunne interagere med de andre spillere, hvilket fik ham til at lave de samme fejl, som hans modspillere netop også havde lavet. Generelt havde de to menneskelige modstandere også svaret klar, men Watson var bare hurtigere til at byde ind med det rigtige svar (spørgsmål).
Men fejl og mangler til trods så nåede Watson op på en samlet præmiesum på 77.147 dollars. Det skal sammenlignes med Ken Jennings på andenpladsen, der kun fik 24.000 dollars.
Er computerne klar til at indtage verdensherredømmet? IBM mener i hvert fald, at teknologien bag Watson snart vil kunne overføres til produkter i sundhedsindustrien eller i finansielle systemer.