Verdens største producent af hukommelseskort til blandt andet digitale kameraer vil i den kommende måned fyre op mod hver 10. medarbejder - hvilket svarer til cirka 250 medarbejdere.
Nedturen skyldes ifølge selskabets topchef Eli Harari, at markedet nærmest er ved at flyde over med flashkort. Det får flere producenter til at sænke priserne med op til 50 procent i forhold til prisniveauet for sidste kvartal af 2006.
Udover fyringer regner SanDisk med at nedsætte priserne med 30- 40 procent i forhold til 4. kvartals prisniveau.
Flere analytikere havde ellers ifølge nyhedsbureauet Bloomberg advaret mod prisfald og indtjeningsnedgang. Dengang prellede advarslerne dog af på flashkort-giganten. Og først nu erkender Sandisk, hvor slemt det står til officielt.
Samtidig har SanDisks aktier i de seneste måneder været udsat for et voldsomt pres. Aktie-værdien har siden midten af oktober været en tredjedel mindre værd.
Ligeledes er det første gang i fem år, at SanDisk præsenterer årsregnskab med røde tal på bundlinjen.