Stort set alle teleselskaber tilbyder mobiltelefoner for en krone. Men knaldtilbud er sjældent de billigste i det lange løb.
Det mener Nicolas Fredriksen, der er manden bag TelePrisTjek.dk, der er en konkurrent til IT- og Telestyrelsens sammenligningstjeneste TelePrisGuide.
Derfor har han nu oprettet endnu en tjeneste, Tilskudsmobil, der kaldes en prisberegner, som kan finde det produkt, der giver det største tilskud til mobilen, og hvor abonnementet passer bedst til kundens mobilforbrug.
»Tilskudsmobil.dk beregner, hvad folk reelt set kommer til at betale for en mobiltelefon med abonnement. Hvis man vælger den billigste kombination er der mange penge at spare, omvendt hvis man ukritisk kun vælger telefoner til én krone, kan man risikere, at betale mange tusinde kroner for meget,« siger Nicolas Fredriksen.
Men er det lovpligtige krav om, at selskaberne skal oplyse minimumsprisen over seks måneder ikke nok til, at de ved, hvilke priser og betingelser de går ind til?
»Angivelser af minimumspriser er komplet ubrugelige, da de kun beskriver, hvad telefonen vil koste hvis man ikke bruger den. Faktum er jo, at folk netop bruger deres mobiltelefoner, og at de sjældent ændrer deres mobilforbrug, når de skifter mobiltelefon,« siger Nicolas Fredriksen.
---
(ComONs udgiverselskab Mediaprovider AS samarbejder med Nicolas Fredriksen om tjenesten TelePrisTjek.)