Intel har lanceret en ny komponent til Centrino-platformen som understøtter tre trådløse netværksstandarder. Det nye WLAN-modul, Intel PRO/Wireless 2915ABG Network Connection, fungerer med de tre 802.11-standarder a, b og g.
Den første Centrino-generation, der blev lanceret i marts 2003, understøttede kun 802.11b-standarden med en (teoretisk) hastighed på 11 Mbps.
I oktober 2003 kom den første Centrino-komponent med 802.11a, der har en båndbredde på 54 Mbps, og i begyndelsen af 2004 fulgte den første 802.11b/g-chip fra Intel, der ligeledes har en maksimal hastighed på 54 Mbps.
Den største forskel mellem de to 54-Mbit-standarder 802.11a og 802.11g ligger i det anvendte frekvensområde. Mens 802.11g benytter 2,4-GHz-frekvensbåndet, arbejder 802.11a med en frekvens på 5 GHz.
Netværksmodulet understøtter også den nye sikkerheds-standard 802.11i. Sammen med modulet leveres et opdateret softwareværktøj, Intel PROset/Wireless Software version 9.0, som bl.a. tilbyder en konfigurationsguide, avanceret fejlsøgning og automatisk opsætning af sikkerhedsfunktioner.
De første bærbare pc'er med den nye Centrino-komponent ventes på markedet i næste måned.