Det har i lang tid været gratis at sende beskeder til mobiltelefoner over internet. Beskeden sendes som e-mail til en gateway hos teleselskabet, som omdanner den til en SMS-meddelelse og sender den videre til telefonen. Men to af de største danske teleselskaber, TDC og Orange, har lukket deres gateways - og det har skabt problemer for virksomheder, som bruger SMS til mobil server- og netværksovervågning samt kommunikation med mobile medarbejdere.
Danske Mobitech har lanceret et nyt produkt, MobilMail, som skal genskabe den funktionalitet, som er gået tabt, fordi teleselskaberne har lukket deres gateways. Med den nye løsning kan man sende SMS-meddelelser fra Outlook, Notes eller andre postprogrammer.
Mobitech fortæller at MobilMail leveres med den nødvendige software og en SMS-gateway, der installeres direkte på en Windows-baseret pc. Løsningen kører udelukkende på GSM-nettet. Det betyder at virksomheden ikke behøver investere i en pakke, som giver direkte tilslutning til teleoperatørerens SMS-center.