Størstedelen af de over 2000 ansatte hos Facebook er programmører - og de må selv bestemme, hvad de bruger deres timer på.
Det skriver bloggen Silicon Alley Insider, som konkluderer, at Facebook er drevet af udviklere - ikke markedsføringsfolk eller mellemledere. Den frie tilgang er måske forklaringen på, at flere topfolk fra Google har besluttet at smutte over til Facebook.
Her er de overraskende pointer i blogindlægget:
- Programmører beslutter selv, hvad de vil arbejde med. Produktchefer må gå rundt og lave lobbyarbejde for at overtale dem til at arbejde på deres projekter, og derefter snakker ingeniørerne med deres chefer og siger, hvad de har lyst til at arbejde på.
- Programmører må klare alt selv, fra brugerflade-design, databaseadgang og så videre. Hvis de vil have hjælp fra en specialist, må de overtale dem til at hjælpe.
- Der er ikke en gruppe til "Quality Assurance", og programmørerne må derfor selv teste deres tjenester - dog findes der QA-værktøjer udarbejdet af Facebook selv.
- Enhver programmør har adgang til hele kildekoden i Facebook. Kode bliver dog tjekket og kan blokeres, før det kommer ud i det åbne.
- Hvis der er diskussion om, hvorvidt en funktion skal knyttes til Facebook, tester firmaet det på en gruppe intetanende brugere.
Flere af forholdende er allerede almindeligt kendt. Flere gange er det kommet frem, at Facebook har testet en ny funktion blandt tilfældige brugere. Det skaber dog samlet set et billede af et firma med en stor grad af personlig frihed. Samtidig er Facebook tilsyneladende drevet af udviklerne. Der er angiveligt syv til 10 ingeniører, hver gang der er ansat en chef.
Google har længe været et af de mest populære steder at arbejde. Det skyldtes blandt andet, at Google kræver, at deres medarbejdere bruger 20 procent af deres tid på rent personlige projekter, som kan ende med at blive implementeret. Gmail er et eksempel på et fritidsprojekt, der blev ophøjet til et rigtigt produkt.
Facebook har dog snuppet flere højtprofilerede medarbejdere de seneste år, hvilket måske skyldes den store frihed, Facebook giver deres ansatte.
Den anarkistiske tilgang giver også en del af forklaringen på, hvorfor Facebook nogle gange kan virke en anelse kaotisk for brugerne. Funktioner kommer og går, og brugerfladen kan til tider virke forvirrende.