Søgetjenesten Google går efter at hente 20,3 milliarder kroner, når selskabet sætter ni procent af sine aktier til salg på den amerikanske teknologibørs, Nasdaq, senere i år.
Det fremgik ifølge RB-Børsen, da selskabet i går offentliggjorde flere detaljer om børsnoteringen.
De 20,3 milliarder kroner er næsten en femtedel mere end Google forventede at hente, da selskabet i slutningen af april første gange offentliggjorde detaljer om den forestående gigantnotering. Dengang forventede selskabet »blot« at hente 17 milliarder kroner.
I alt udbydes 24,6 millioner aktier til salg. Med børsnoteringen på det forventede niveau vil Googles værdi være omtrent 222 milliarder kroner, hvilket er mere end A.P. Møller og TDC tilsammen.