KMD-konkurrenten Tabulex har anmeldt kommunernes eget IT-selskab KMD til Konkurrencestyrelsen for at have udnyttet sin monopolstatus, skriver Børsen.
Det sker efter at Tabulex, der på linie med KMD leverer software til kommuneskolerne, har konstateret, at KMD sælger større pakkeløsninger til kommunerne med bindinger, der indebærer, at andre leverandører udelukkes.
Sagen kom frem, efter at KMD havde solgt en større pakke til Bornholm Regionskommune. Kommunen ønskede, at hver enkelt institution i kommunen skulle have mulighed for selv at opsige kontrakten for hvert enkelt it-program på almindelige vilkår, hvilket viste sig umuligt under den gældende aftale med KMD.
Konkurrencestyrelsen har endnu ikke taget stilling til klagen over kommunekontrakten.
Men KMD har indtil videre meddelt Bornholm Kommune, at institutionerne lovligt kunne opsige kontrakterne, hvilket har ført til, at mange skoler er overgået til Tabulex' software.