16-02-98: Brad Nickel og Olga San Martin, begge engagerede web-designere, valgte i lørdags at holde et rigtigt cyber-bryllup. Parrets familie er spredt over hele kloden, bl.a. Mellemamerika og Spanien, og det var derfor nærliggende at opsætte et kamera, der sendte billeder fra brylluppet direkte ud på nettet. Den næste tanke var, at alle andre nysgerrige også skulle have muligheden for at følge med i RealVideo-transmissionen.
På parrets hjemmeside kunne man følge brylluppet - en mulighed, som over 1000 mennesker benyttede sig af. Den enorme opmærksomhed skyldtes ikke mindst, at den amerikanske netfortegnelse Yahoo valgte at medtage bryllupet i sit katalog over begivenheder på nettet.