Det er nok de færreste, der vil kalde OpenAI’s nye abonnementsordning til ChatGPT billig.
Ordningen, der hedder ChatGPT Pro, koster intet mindre end 200 dollars – eller cirka 1.400 kroner – om måneden.
Alligevel oplyser OpenAI’s topchef, Sam Altman, at selskabet taber penge på løsningen.
“En vanvittig ting: Vi taber i øjeblikket penge på OpenAI Pro-abonnementer. Folk bruger det meget mere, end vi havde forventet,” skriver han.
Har selv valgt prisen
Sam Altman oplyser desuden på X, at han selv har valgt prisen på abonnementet og havde en forventning om, at selskabet ville tjene penge på den nye løsning.
ChatGPT Pro blev lanceret ved udgangen af 2024. Den indebærer blandt andet, at brugerne får adgang til selskabets nye og kraftfulde sprogmodel o1 Pro Mode samt ubegrænset adgang til en række af selskabets værktøjer, herunder videogenereringsværktøjet Sora.
Udover den dyre Pro-version tilbyder OpenAI også et Plus-abonnement til 20 dollars, ligesom det fortsat er muligt at få gratis adgang til tjenesten.