Et nyt dansk it-firma ser dagens lys i starten af 2006. Selskabet ComWir åbner kontorer i København og Århus og forventer at få en medarbejderstab på over 100 ansatte inden udgangen af næste år.
Det nye selskab vil have fokus på salg af hardware og hardwarerelaterede ydelser og services.
ComWir satser på at vinde "markante" markedsandele fra de etablerede it-leverandører på markedet i dag, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
»Flere af de eksisterende it-forhandlere på det Nordiske marked har igennem flere år fokuseret mere og mere på alt for mange forretningsområder og har derved ikke kunne give den fokuserede ekspertise som kunderne efterspørger indenfor hardware,« siger administrerende direktør Jakob Keil Thye fra ComWir.
ComWir tager udgangspunkt i det danske marked, men har planer om at etablere yderligere selskaber på det Nordiske marked allerede inden udgangen af 2006.
»Vi forventer indenfor det første regnskabsår, at kunne fremlægge resultater som udviser et plus på bundlinien og med vore planer for fremtiden vil det ikke overraske mig om vi allerede indenfor tredje regnskabsår vil kunne udvise en samlet omsætning i nærheden af 3,4 mia.,« siger Jakob Keil Thye.