Med en vægt på 24 tons er den nye Vestas-supercomputer ”Firestorm” lidt af en kolos. Ifølge Vestas er supercomputeren i stand til at gennemføre 150 billioner beregninger i sekundet. Det skulle gøre den til en af de hurtigste i verden.
Supercomputeren er installeret i Vestas danske hovedkvarter og skal bruges til at beregne den optimale position for hver enkelt vindmølle og hvor meget strøm den enkelte mølle vil producere i løbet af døgnet.
”Den nye supercomputer vil gøre os i stand til at udvikle betydelig mere nøjagtige modeller. Basalt set, hvis du kan give mig koordinaterne for din baggård, så kan vi gå ind i vores vind-biblioteker og levere nøjagtige data om vejret i de sidste 11 år, og dermed forudsige det fremtidige vejr og energiproduktionen,” siger senior-specialist Anders Rhod Gregersen fra Plant Siting & Forecasting hos Vestas.
Der arbejdes med meget komplekse modeller, som beskriver luftstrømmene omkring den enkelte vindturbine og dermed også skal reducere omkostningerne per kilowatt-time der produceres.
”I dag bliver flere og flere møller placeret i kompliceret terræn. Turbulens er en stor faktor her, eftersom komponenterne i en turbine der opererer i et turbulent miljø bliver mere belastede og dermed har større risiko for at udvikle fejl,” siger Anders Rhod Gregersen.
Den nye supercomputer erstatter en mindre hurtig og mindre energi-effektiv forgænger hos Vestas.
Firestorm består af 1.222 forbundne IBM-computere, som hver har 12 kerner. Det totale antal kerner er dermed på 14.664.
Der er 2,6 petabyte lagerplads – eller hvad der svarer til 30 års HD-TV.
Supercomputeren bliver taget i brug i denne uge og har en forventet regnekraft på 150 teraflops. Den ligger som nr. 53 på listen over verdens hurtigste talknusere.