Sony Business Europe har lanceret et nyt produkt til videoovervågning over IP-netværk, Net Watch Management Software, som samtidig kan bruges til at tælle kunderne og kortlægge deres købeadfærd i butikken. Med den nye software kan en almindelig computer anvendes som styringscenter for op til 32 videokameraer.
»Denne software giver meget spændende muligheder, fordi en version af softwaren gør det muligt løbende at overvåge og kortlægge kundernes bevægelser i butikken. Muligheden har vakt stor interesse i detailhandlen, fordi softwaren kan hjælpe med at finde de bedste placeringer af varer, der har betydning for forretningens omsætning og logistik,« siger Charlotte Larsen, Sony Business Europe.
Systemet kan anvendes sammen med eksisterende overvågnings-kameraer og det er således ikke nødvendigt at anskaffe nyt udstyr for at kunne kigge kunderne over skulderen.
Sony sælger fem forskellige versioner af softwaren, der er tilpasset til forskellige behov i små og mellemstore installationer.